Er det ikke svært at opdage, at vi er hjælpeløse over for de onder, der findes i fjernsynet? Er vi ikke oprørte, når vi læser om barbariske, kriminelle handlinger, der præger medierne? Men, er vi STRESSEDE, da vi er imod ondskab? Ville vi være både interesserede og motiverede til at kæmpe mod "ondskaben", hvis den ikke var en andens, men vores egen opfindelse?

Følelser

Føler vi os afslappet eller opløftet eller opstemt, hvis vi ser et par fantastiske aktiviteter? Ofte føler vi os glade, når vi ser ædle handlinger på digitale medier og læser i trykte medier. Men er vi glade, fordi vi er hovedpersoner for disse dyder? Står vi på guddommelighedens side? Selv om vi måske tror, at vi er hovedpersoner for jordens velfærd, føler vi os da ikke jaloux, når vi ser "vores" drømme blive high jacked og realiseret af andre mennesker? Bliver vi ikke såret, hvis vi ikke bliver vist på tv på trods af vores ønske? Føler vi os ikke nedtrykt, hvis vi ikke får den anerkendelse og ros (som vi mener, at vi fortjener)?

Det ser altså ud til, at modstanden mod de onde og støtten til fortjeneste eller guddommelighed kun er, hvis vi ikke er i fare, og hvis vi skal have æren for henholdsvis fortjeneste eller guddommelighed. Er det ikke sandt, at vores modstand eller tjeneste klart er betinget? En sådan betinget modstand eller tjeneste giver imidlertid ALDRIG den tilfredsstillelse, der kan nå dybt ind i vores hjerter! Derfor kalder vi denne adfærd HYPOCRISY! Hvis vi ikke ser det onde i os selv, når vi ser det på digitale medier eller ser det i trykte medier, er vi sikre på at blive "forstyrret", men kun overfladisk og magtesløst.

Husk på

Omvendt, hvis vi ikke kan forholde os til os selv og ikke ser vores usynlige forbindelse og ubetingede velvilje og støtte til andres dydige præstationer, så kan vi ikke få forøgelsen, selv om vi virkelig fortjener det! I begge tilfælde forbliver STRESS uberørt og bliver ved med at udhule os. Således forbliver vi i STRESS, uanset om vi ser ondt eller fortjeneste i medierne! Den anden pointe er, at hvis vi fortsætter med at forsøge at ignorere eller flygte ud af vores mangler, bliver vi kyniske og STRESSEDE og bliver ved med at "se" fejl i andres dydige præstationer og uundgåelighed og normalitet i forbrydelser og perversioner.

Det næste punkt er, at vi forbliver kolde, neutrale og endda deprimerede, selv når vi bliver hædret og lykønsket, selv om vi tror, at det er usandt (da vi har en dyb lavhed, som ikke kan sættes i brand, for os selv og andre). Vi er kolde, neutrale og deprimerede også på grund af den filosofiske beruselse, at alt er flygtigt, midlertidigt, ubestemt, afgang og intet at se til! Vi er patetiske, uimodtagelige og melankolske, hvis vi bliver forsømt eller ydmyget, da vi forventer en sådan "skurkagtig adfærd kun" fra andre, som vi har foragt og fortvivlet holdning til (dvs. ingen forventning om nogen form for beundring)!

Remenber

Derfor forbliver vi altid i STRESS, betingelsesløst, uanset om vi bliver beundret eller lykønsket, eller om vi bliver negligeret, nedtrykt eller ydmyget! Hvad er årsagen? Hovedårsagen er vores adskillelse fra virkeligheden og vores autentiske selv, og vores identifikation med vores krop, vores udseende, vores økonomiske situation, vores evne, vores intellekt, vores religion, vores race, vores kaste, vores sted og vores ideologi. Succesen med vores individualitet giver kun overfladisk og midlertidig pral, og fiaskoen giver en degenererende og invaliderende depression! Adskillelse fra det virkelige selv er selvforklarende og forårsager STRESS og utilfredshed under alle omstændigheder. Desuden, hvis vores ego er stift, får vi mere STRESS og giver mere STRESS til andre, ved at blive arrogante, dystre, voldelige, selvmordstruede, udnyttende, udnyttede, krænkere, ofre, snydere, terrorister og snydte og uskyldige, men stædige og endda fanatiske ofre!

Derfor siger man generelt, at hvis man fjerner egoet, vil man være fri for smerter og fornøjelser. Men det er hverken ligetil eller hensigtsmæssigt. Er det ikke sandt, at når vi identificerer os med vores familie, samfund, nation og verden, at vi udfører vores pligt over for dem? Er det ikke sandt, at vores ego (identitet) som læge, advokat, minister og landmand gør det muligt at arbejde let, komplementært og harmonisk i samfundet? Er det ikke sandt, at vores individualitet er et must for vores engagement i vores arbejde, selv om det indebærer, at vi får fornøjelser eller smerter?

Ego

Egoet i sig selv har sin egen funktion og kan ikke fordømmes. Selv om det fordømmes, vil det i virkeligheden forblive hos os som en del af vores liv. Men gennem Total Stress Management (hvis hjerte er NAMASMARAN) blomstrer vores selv (individualitet ) op til det sande selv, og vi begynder at udmærke os sublimt som datter, hustru, mor, læge, advokat, videnskabsmand osv. og også som medlem af en husstand, landsby, land, religion og verden!

Man skal dog være klar over, at Total Stress Management ikke kan opleves ved blot at kommunikere, læse, diskutere eller gisne. Den er heller ikke kun tilgængelig for intellektuel analyse eller overvejelse. Total stresshåndtering kan opnås ved fortsat at studere, diskutere, praktisere og dele den på et prioriteret grundlag!